Vedtægter for Sommerbyen Ejbylund 2024
§ 1 Foreningens navn
Foreningens navn er: Sommerbyen Ejbylund. Dens hjemsted er Glostrup Kommune.
§ 2 Formål og virke.
2.1 Foreningen har til formål at administrere og forvalte det til kolonihaveformål udlagte areal matr.nr. 12a m/flere, Ejby by, Glostrup sogn i overensstemmelse med de bestemmelser, der er lagt til grund for området i sin helhed og indeholdt i vedtægt for Kolonihaveforbundet for Danmark, og nærværende vedtægt.
2.2 Foreningen og dens medlemmer skal være medlemmer af Kolonihaveforbundet for Danmark og kreds 2. Nærværende bestemmelse er at tinglyse som byrde på foreningens areal med påtaleret for Koloni-haveforbundet for Danmark.
2.3 Foreningen skal gennem sin bestyrelse bl.a. sikre, at bestemmelser som er nedfældet i en på området lagt byplan, lokalplan (EL30), eller tinglyst deklaration og lignende, vedrørende det samlede have område eller enkelte haver, overholdes og respekteres af de i foreningen optagne medlemmer.
§ 3 Medlemmer.
3.1 Som medlem kan optages myndige personer, der samtidig lejer en have ved medlemskabets indgåelse. 3.2 Medlemmet skal have fast og lovlig folkeregisteranmeldt bopæl i Danmark. Adresseændring skal senest 2 uger efter ændringen, meddeles til Formand eller kasserer. 3.3 Intet medlem kan optages i foreningen uden bestyrelsens godkendelse.
3.4 Ved leje af et havelod oprettes en lejeaftale. Et medlem kan kun erhverve én have og kan ikke samtidig være medlem af en anden haveforening under Kolonihaveforbundet for Danmark. Overtrædes denne bestemmelse kan bestyrelsen bringe lejemålet til ophør med 14 dages varsel jfr. § 7.
§ 4 Kapitalindskud og hæftelse.
4.1 Medlemmer hæfter solidarisk for foreningens indgåede gældsforpligtelser, således som disse til enhver tid kan udledes af foreningens regnskabsaflæggelse overfor medlemmerne.
4.2 I forbindelse med optagelse som medlem erlægges desforuden et optagelsesgebyr, hvis nærmere størrelse fastsættes af foreningens generalforsamling, og som ikke tilbagebetales ved udtræden.
4.3 Hvis et udtrædende medlems have, i forbindelse med medlemmets udtræden af foreningen, samtidig med overdragelsen til et nyt eller andet medlem, skal kapitalindskuddet tilbagebetales senest 1 måned efter udtrædelsesdagen. Beløbets størrelse udregnes i henhold til stk. 4.1, således som dette er opgjort primo det regnskabsår hvor udtræden finder sted. Såfremt udtræden sker uden, at det udtrådte medlems have samtidig med udtrædelsen, overdrages til et nyt eller andet medlem, skal tilbagebetaling af indskuddet ske senest 1 måned efter, at et nyt eller andet medlem har overtaget haven.
4.4 Det erlagte kapitalindskud kan ikke af 3’die mand gøres til genstand for arrest eller eksekution.
§ 5 Lejeafgift til foreningen.
5.1 Lejeafgiften for den enkelte havelod fastsættes af foreningens generalforsamling ud fra de budgetter m.m., som af foreningens bestyrelse er forelagt generalforsamlingen til godkendelse. Generalforsamlingen kan endvidere fastsætte engangsbeløb til arbejder i foreningen, såsom kloak, vandledningsnedlæggelse, el opsætning og lign. Et sådan engangsbeløb er pligtig ydelse i lejeforholdet. Bestyrelsen kan derudover regulere lejeafgiften efter stigninger i de offentlige udgifter som fx jordleje, vandafgifter, ejendomsskatter samt renovation. Opkrævningen vil træde i kraft ved førstkommende kvartal efter stigningen.
5.2 Forfalder leje eller anden pligtig pengeydelse, som påhviler medlemmet, til betaling på en helligdag, en lørdag eller på grundlovsdagen, udskydes forfaldsdagen til den følgende hverdag. Betalingen anses for rettidig, når den erlægges senest 3. hverdag efter forfaldsdagen, eller når denne hverdag er en lørdag den følgende hverdag.
5.3 Hvis leje eller anden pligtig pengeydelse ikke er betalt rettidigt, kan foreningen opkræve et af bestyrelsen fastsat gebyr for hver forsinket betaling samt bringe lejemålet til ophør jfr. § 7.
5.4 Såfremt leje eller anden pligtig pengeydelse, ikke er betalt rettidig, kan forholdes som angivet i nærværende vedtægts § 7.
5.5 Foreningen er berettiget til for ethvert krav mod et medlem at søge sig fyldestgjort i den for ved kommende medlems havelod værende bebyggelse, beplantning m.v., forud for alle andre kreditorer. Nærværende bestemmelse er at tinglyse pantstiftende.
§ 6 Ordensbestemmelser og vedligeholdelse af det lejede.
6.1 Generalforsamlingen fastsætter ordensbestemmelser m.m. som skal være gældende inden for området, og som foreningen gennem sin bestyrelse skal forvalte og administrere.
6.2 Bestyrelsen er berettiget til at fastsætte supplerende bestemmelser, som i givet fald skal godkendes på førstkommende generalforsamling.
6.3 Ingen havelod må være ubebygget. Fra det tidspunkt grunden er ubebygget, skal byggeriet påbegyndes senest 1 år efter. Byggeriet skal stå færdigt inden 2 år, regnet fra nedrivningen.
6.4 Medlemmet er pligtigt at holde sig alle bestemmelser efterrettelig, som foreningens generalforsamling, bestyrelse eller offentlig myndighed pålægger området, ligesom medlemmet er pligtigt til at overholde de i lejekontrakten vedrørende haven indeholdte bestemmelser, samt de bestemmelser der indeholdes i kolonihaveforbundets “Hovedbestemmelser omfattende haveafståelser i kolonihaveområder”. Ved overtrædelser af disse bestemmelser kan der ske ophævelse af lejemålet, jfr. nærværende vedtægts § 7.
6.5 Ved ophævelse af lejemål i henhold til denne vedtægts
§ 6 er medlemmet berettiget til, seneste 8 dage efter modtagelse af ophævelse, skriftligt at forlange spørgsmålet endeligt afgjort på en generalforsamling/ekstraordinær generalforsamling.
§ 7 Opsigelse eller ophævelse af lejemålet.
7.1 Foreningens bestyrelse er berettiget til at foretage ophævelse af den indgåede lejeaftale, såfremt leje eller anden pligtig pengeydelse ikke er indbetalt rettidigt, og medlemmet ikke har berigtiget restancen senest 14 dage efter, at skriftligt påkrav herom af foreningens bestyrelse er afsendt eller fremsat. Det er dog en forudsætning for ophævelsen af lejeaftalen, at foreningens påkrav skal være afgivet efter sidste rettidige betalingsdag, og det skal udtrykkelig angives, at lejemålet kan ophæves, hvis lejerestance m.m. ikke betales inden udløbet af den angivne frist.
7.2 Foreningens bestyrelse er berettiget til at foretage ophævelse af den indgåede lejeaftale, såfremt medlemmet overlader brugen af havelodden til en anden og trods foreningens indsigelse fortsætter dermed, eller såfremt brugeren af en havelod eller dennes husstand i gøren og laden er til væsentlig gene og ulempe for foreningen og dermed dens øvrige medlemmer.
7.3 Foreningens bestyrelse er berettiget til at foretage ophævelse af den indgåede lejeaftale, såfremt medlemmet i væsentlig grad misrøgter den lejede havelod eller groft tilsidesætter bestemmelser pålagt området ude fra, eller på tilsvarende måde tilsidesætter foreningens til enhver tid gældende vedtægter og ordensbestemmelser.
7.4 Har medlemmet ikke inden 3 måneder efter opsigelse/ophævelse bortfjernet eller afhændet sin bebyggelse, eller er afhændelsen i strid med bestemmelserne herom, bestemmer bestyrelsen, hvem der skal overtage have og bebyggelse, og de vilkår overtagelsen skal ske på. Såfremt bebyggelsen ikke kan afhændes i henhold til vurderingen, er bestyrelsen berettiget til at afhænde bebyggelsen bedst muligt, evt. ved auktion. Ved afregning til medlemmet kan bestyrelsen fratrække enhver udgift, der er forbundet med opsigelsen og afhændelsen, herunder bl.a. advokatomkostninger, retsgebyrer og lejerestancer m.m. Når opsigelse eller ophævelse af et medlemskab og lejeaftale sker, er det pågældende medlem pligtig at svare foreningen leje og andre ydelser havelodden vedrørende, indtil denne er fraflyttet og ryddelig gjort, ligesom medlemmet er pligtigt til at vedligeholde haven i samme periode.
7.5 Afgår medlemmet ved døden før lejemålets udløb, er såvel foreningen som dødsboet berettiget til at opsige lejeaftalen med det for medlemmet gældende opsigelsesvarsel. Dog gælder, At en efterlevende ægtefælle har ret til at fortsætte i lejeaftalen med foreningen, medmindre foreningen gør det antageligt, at den har vægtige grunde til at modsætte sig dette. At en person, med hvem den afdøde har levet i et ægteskabslignende forhold i mindst 2 år forud for dødsfaldets indtræden, skal have samme ret, for så vidt den pågældende efter foreningens skøn inden for den forløbne tid har taget direkte del i havens pasning og pleje m.m., og under forudsætning af, at samlivet bestod på tidspunktet for dødsfaldets indtræden. At slægtninge i op og nedstigende linje har samme ret, såfremt det godtgøres, at de på tilsvarende måde har taget del i havens pasning og pleje. Bestyrelsen indenfor foreningen afgør alene, om de overfor anførte vilkår er opfyldt.
§ 8 Pligtarbejde/fællesarbejde.
8.1 Foreningens medlemmer er forpligtet til at medvirke ved ren- og vedligeholdelse af veje, stier og andre arealer, der ifølge kontrakten hører til området, samt vedligeholdelse af foreningens fællesfaciliteter. Medlemmet har desuden pligt til at holde sin del af vejen udenfor egen have.
8.2 Bestyrelsen kan indkalde til pligtarbejde/fællesarbejde. Såfremt medlemmet ikke giver møde, kan bestyrelsen idømme strafgebyr, hvilket gebyr er pligtig ydelse i lejeforholdet.
§ 9 Generalforsamlingen.
9.1 Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.
9.2 Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning og med en dagsorden, der i det mindste skal indeholde følgende punkter.
1) Valg af dirigent.
2) Beretning.
3) Årsregnskab med evt. revisionsberetning.
4) Indkomne forslag.
5) Godkendelse af budget.
6) Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
7) Valg af revisorer og suppleanter.
8) Valg af vurderingsudvalg.
9.3 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når generalforsamlingen eller et flertal af bestyrelsens medlemmer, eller når ¼ af foreningens medlemmer stiller skriftligt krav om ekstraordinær generalforsamling. Der kan ikke træffes nogen beslutning, hvis ikke mindst 4/5 af de medlemmer, der har begæret den ekstraordinære generalforsamling, er repræsenteret.
9.4 Ordinær generalforsamling indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel. Ekstraordinær generalforsamling kan dog indkaldes med 8 dages varsel.
9.5 Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 1 marts, hvorefter de skal optages på den dagsorden, som udsendes til medlemmerne.
9.6 Adgang til generalforsamlingen har ethvert medlem og dennes myndige husstand.
9.7 Hvert havelod har 1 stemme.
9.8 Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
9.9 Medlemmer, der oplyser deres e-mailadresse til foreningen accepterer herved, at indkaldelse til ordinær og ekstraordinær generalforsamling, herunder dagsorden, beretning, regnskab, budget, indkomne forslag, forslag til love og ordensregler og valg kan fremsendes til deres e-mailadresse. Medlemmer er selv ansvarlige for, at den e-mailadresse, de har oplyst, er korrekt. Forslag fra medlemmerne til behandling på generalforsamlingen, kan fremsendes foreningens e-mailadresse [email protected].
9.10 Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal af de afgivne stemmer. Skal der stemmes om forslag til:
/. Optagelse af kollektive lån
/. Ekstraordinære indskud
/. Haveforeningens opløsning kræves dog, at mindst 2/3 af medlemmerne er mødt, og at 2/3 af de afgivne stemmer går ind for forslaget. Er fremmødet ikke tilstrækkeligt stort, men 2/3 af de afgivne stemmer har stemt for forslaget, indkaldes til en ny generalforsamling, som uanset antallet af fremmødte, kan vedtage forslaget med 2/3 af de afgivne stemmer.
9.11 Generalforsamlingens protokol underskrives af generalforsamlingens dirigent, sekretær samt på bestyrelsens vegne af foreningens formand.
§ 10 Bestyrelsen.
10.1 Generalforsamlingen vælger blandt foreningens medlemmer en bestyrelse til at varetage den daglige ledelse af foreningen og til udførelse af generalforsamlingens beslutninger. En opstillet, som er forhindret i at være til stede på generalforsamlingen, kan vælges, såfremt vedkommende har afgivet en skriftlig erklæring herom.
10.2 Bestyrelsen består af 5 personer, der vælges for en 2-årig periode. 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år og 3 bestyrelses-medlemmer i ulige år. Bestyrelsen konstituerer sig selv på første møde med Formand, Kasserer, Næstformand og Sekretær. Generalforsamlingen vælger op til 2 suppleanter. Bestyrelsen kan samtidig vælge at antage udefrakommende kassererhjælp. Hvis en sådan er antaget, skal generalforsamlingen godkende kassererhjælpen hvert år. Bestyrelsen hhv. generalforsamlingen kan afskedige / ikke godkende den eksterne kassererhjælp, som i så fald stopper med det varsel der er angivet i udarbejdede kontrakt. Hvis der er valgt en ekstern kassererhjælp, er bestyrelsens valgte kasserer at regne som bestyrelseskasserer, der sammen med den øvrige bestyrelse står for ansvaret for regnskabet i forhold til den eksterne kassererhjælp.
10.3 Som bestyrelsesmedlem eller suppleant kan kun vælges én repræsentant fra samme havelod, medmindre der er tale om valg til udvalg under bestyrelsen. Hvis et bestyrelsesmedlem fratræder før en valgperiodes udløb, indtræder suppleanten i bestyrelsen - dog kun for tiden indtil næste generalforsamlings afholdelse.
Hvis formanden afgår i en valgperiode, konstituerer bestyrelsen sig selv med en ny formand frem til kommende generalforsamling. Afgår kasserer i en valgperiode indkaldes til ekstraordinær generalforsamling for nyvalg hvis der ikke samtidig er valgt en ekstern kasserer. Er der tillige valgt en ekstern kasserer, konstituerer bestyrelsen sig med en ny bestyrelseskasserer frem til næstkommende generalforsamling.
10.4 Såfremt et bestyrelsesmedlem fratræder før valgperiodens udløb, indtræder 1. suppleanten i bestyrelsen – dog kun for tiden indtil næste generalforsamlings afholdelse. Kan bestyrelsen, i tilfælde af et eller flere medlemmers fratræden på én og samme gang, ikke suppleres op gennem antallet af valgte suppleanter, indkaldes til en ny generalforsamlings afholdelse med suppleringsvalg for øje. Suppleringsvalg af denne karakter gælder dog kun for resten af de fratrådtes valgperiode.
10.5 I en af bestyrelsen udarbejdet forretningsorden, fastlægger bestyrelsen selv grundlaget for sit virke m.m., ligesom denne skal indeholde bestemmelser afledet af vedtægtens § 9.
10.6 Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage i behandlingen af en sag, hvori en med denne beslægtet person er impliceret eller på anden måde er interesseret.
10.7 Der føres protokol over forhandlingerne på bestyrelsesmøderne. Protokollen underskrives af de bestyrelsesmedlemmer, der har deltaget i møderne.
10.8 Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden eller i dennes fravær af næstformanden så ofte, anledningen skønnes at foreligge, eller når blot et medlem af bestyrelsen måtte begære dette.
10.9 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af dens medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Bestyrelsen afgør og pådømmer mulige tvivlsspørgsmål mellem medlemmerne.
10.10 Udebliver et medlem af bestyrelsen, uden anmeldt og gyldig grund fra 3 på hinanden følgende møder, udgår vedkommende af bestyrelsen, og 1. suppleanten indkaldes, jfr. pkt. 10.4.
10.11 Kassereren indsætter alle indkomne penge i et pengeinstitut og den kontante beholdning må ikke overstige det af generalforsamlingen fastsatte beløb.
10.12 Formand og kasserers samt evt. øvrige bestyrelsesmedlemmers omkostninger dækkes af foreningen. Omkostninger såsom telefon, kontorhold og kørsel m.v. Beløbenes størrelse fastsættes af generalforsamlingen.
§ 11. Tegningsret.
11.1 I økonomiske forhold tegnes foreningen udadtil af Formanden og Kassereren i forening, eller af en af disse i forening med Næstformanden, eller af den samlede bestyrelse. I alle øvrige forhold repræsenterer Formanden foreningen udadtil. Alle 3 er underslæbsforsikrede.
§ 12. Regnskab og revision.
12.1 Foreningens regnskab er kalenderåret Årsregnskabet skal udarbejdes i overensstemmelse med god regnskabsskik og være i overensstemmelse med den foretagne bogføring og tilstedeværende bilag.
12.2 Generalforsamlingen vælger 2 revisorer for 2 år og 2 revisorsuppleanter for 1 år. Det påhviler de valgte revisorer, at revidere foreningens årsregnskab samt føre protokol med bemærkninger, revisionsarbejdet måtte give anledning til.
12.3 Revisorerne skal foretage mindst ét uanmeldt kasseeftersyn pr. år.
12.4 Såfremt et udvalg har indtægter og udgifter skal der føres et udvalgs regnskab. Udvalgs regnskab underlægges samme regler son Foreningens regnskab. Ved ophør ag udvalg skal regnskab samt kassebeholdning efter revision afleveres til den siddende bestyrelse. Kassebeholdningen vil derefter låses et nyt udvalg på et senere tidspunkt.
§ 13. Foreningens opløsning.
13.1 Hvis gyldig beslutning om foreningens opløsning træffes, og dette alene skyldes, at foreningens virke overføres til andet have område, skal foreningens formue overføres til den forening, som viderefører det nye have område med samme forpligtelser over for den opløste forenings medlemmer.
13.2 Skyldes foreningens opløsning, at foreningen helt ophører med at drive kolonihave, udpeges 2 likvidatorer. Evt. formue ved likvidationens afslutning udbetales til de medlemmer, der er registreret som medlemmer på dette tidspunkt.
13.3 Foreningen kan ikke opløses, så længe lejekontrakt med den stedlige kommune er i kraft.
§ 14. Vedtægtsændringer.
14.1 Ændringer i foranstående vedtægt skal indsendes til Kolonihaveforbundet for Danmark til udtalelse forinden generalforsamlingens behandling.
Vedtaget på ordinær generalforsamling 7.april 2024 samt på ekstraordinær generalforsamling 28.april 2024.